Dobb

Cases

Til brug for min hjemmeside har jeg konstrueret nogle cases, der bygger på mine erfaringer. Disse cases forenkler terapiforløbene for at fremhæve det vigtigste pointer, men giver et indblik i min måde at arbejde på:

Eksistentiel krise

Louise var 34 år og arbejdede som gymnasielærer. Hun henvendte sig i terapi, fordi hun gennem længere tid havde følt sig mærkeligt flad og uengageret i sit liv. Hun beskrev ikke egentlig angst eller depression, og hun fungerede stadig godt i hverdagen, men hun mærkede en voksende uro og en følelse af, at noget var ved at glide væk fra hende.

Udadtil havde Louise det liv, hun længe havde ønsket sig. Hun havde fast arbejde, gode kolleger, en kæreste og en stabil hverdag. Alligevel begyndte hun gradvist at føle sig fremmed i det liv, hun levede. Når hun kom hjem fra arbejde, satte hun sig ofte bare stille i sofaen uden rigtigt at kunne mærke, hvad hun havde lyst til. Det, der tidligere havde givet hende glæde, føltes nu mere som rutiner, hun gennemførte automatisk.

I terapien blev det efterhånden tydeligt, at Louise gennem mange år havde levet et liv præget af tilpasning. Hun havde været dygtig til at mærke, hvad andre forventede af hende, og var blevet den ansvarlige, velfungerende og behagelige person, som omgivelserne satte pris på. Men hun havde svært ved at mærke, hvad hun selv ønskede, når hun ikke orienterede sig mod andres behov og forventninger.

Noget i hende kunne ikke længere fortsætte med kun at leve gennem pligt og tilpasning. Den diffuse tomhed viste sig gradvist at være et tegn på, at hendes liv var blevet for langt væk fra det, der føltes levende og virkeligt for hende selv.

I terapien arbejdede vi derfor med at undersøge uroen. Jeg hjalp Louise med at blive mere opmærksom på de situationer, hvor hun mærkede en spontan glæde, nysgerrighed eller modstand, som hun normalt hurtigt overhørte. Samtidig begyndte hun langsomt at lægge mærke til, hvor ofte hun automatisk tilsidesatte sig selv for at bevare harmoni og undgå at skuffe andre.

Det var uvant for Louise at stå mere ved sig selv. Selv små valg kunne fremkalde skyldfølelse og usikkerhed. Men gennem terapien begyndte hun gradvist at erfare, at verden ikke brød sammen, når hun fyldte lidt mere eller sagde tydeligere fra.

Langsomt begyndte hendes liv at ændre karakter. Hun genoptog gamle interesser, begyndte at male igen og mærkede en ny form for nærvær i sine relationer. Hun oplevede ikke, at hun var blevet et helt andet menneske, men snarere at hun langsomt var begyndt at komme mere til stede i sit eget liv. Terapien hjalp hende med at tage uroen alvorligt, før den udviklede sig til en dybere fastlåsning eller livsfremmedhed.

Den forvildede dreng

Daniel er en mand i midten af 20'erne, der søger terapi, da han føler sig fastlåst og desorienteret. Tidligt i terapien bliver det tydeligt, at han voksede op i en midtjysk kernefamilie, hvor hans forældre sørgede for det materielle, men hverken var følelsesmæssigt opmærksomme eller støttede ham i at forfølge sine interesser og sætte sig mål i livet. Han havde svært ved at finde motivationen i skolen og på gymnasiet, hvor han følte sig anderledes og overset blandt sine klassekammerater.

Daniel har en søgende natur og er endt i København, hvor han arbejder som barista på en café og bruger sin fritid på at eksperimentere med psykedeliske stoffer med sine få venner og udforske spiritualitet for at finde mening. I terapien opdager han, at han underbevidst søger identitet og autenticitet for at beskytte sig mod en frygt for ikke at være unik, der kan give ensomhed og ulykke. Han holder sig tilbage fra at engagere sig fuldt ud i livet og tage en uddannelse, da han vil undgå risikoen for at blive overset og ikke få anerkendelse, og det er blevet en selvopfyldende profeti, at han ikke kan blive lykkelig og få succes, fordi han er anderledes.

Jeg hjælper Daniel med at indse, at hans forældre ikke gav ham nok følelsesmæssig opmærksomhed, hvilket fik ham til at føle sig tom og værdiløs. Han indser dog, at hans forældre ikke svigtede ham bevidst, men snarere handlede ud fra deres egne mangler, fordi de aldrig selv havde fået omsorg og støtte til at forfølge deres interesser og mål. Oplevelserne i skolen og på gymnasiet har forstærket en dybtliggende overbevisning om, at han ikke er god nok, som han er, men han har af samme grund en indre konflikt mellem frygten for at blive en fiasko og ønsket om at blive autentisk og forfølge sine drømme. Da Daniel erkender, at hans problemer ikke skyldes hans egen utilstrækkelighed, men snarere de omstændigheder, han voksede op i, kan han frigøre sig fra sin søgende og afhængige adfærd. Jeg støtter ham i at stole mere på sig selv og følge sin egen indre stemme, i stedet for at søge anerkendelse fra andre, og han får håb for at kunne finde en vej fremad.

Jeg hjælper dernæst Daniel med at forstå, at hans undvigelse af ansvar kun forværrer hans indre tomhed og følelse af utilstrækkelighed. Hvis han vil have et mere fyldestgørende liv, må han se livet i øjnene i stedet for at flygte, og for at kunne nå derhen bakker jeg ham op i at følge et ønske om at gå til karate for at få mod, selvkontrol og udholdenhed. I en periode fungerer jeg som guide, der støtte Daniel i at overvinde sin sårbarhed for at blive overset eller være en fiasko ved at stå ved den og tage ansvar for alligevel at gå ud i verden og træffe valg baseret på sine egne værdier og ønsker. Jeg sender Daniel på opgaver, hvor han kan teste sit mod og sine evner til at være selvstændig, og gennem samtalerne lærer han at være tålmodig og rumme sin frygt, sorg og vrede over udfordringerne uden at give op.

Da Daniel finder sin egen styrke og værdi, guider jeg ham til sidst til at ændre sin selvfortælling fra at være en person, der kæmper med livet, til at være helten i sin egen historie. Det er styrkende og inspirerende for Daniel at anerkende sig selv som et modigt og selvstændigt menneske, der kan tage livet i egen hånd, og jeg støtter ham i at søge ind på bacheloruddannelsen i religionsvidenskab for at følge sine drømme og få en retning. Jeg følger Daniel, indtil studiestarten er overstået, og den unge mand har fundet sig godt til rette blandt sine nye holdkammerater og kan fortsætte selv.

Fadersåret

Henrik er en ingeniørstuderende i starten af tyverne, der søger terapi, fordi han får en krise, da hans kæreste bliver gravid. I begyndelsen af terapien bliver det klart, at Henrik voksede op med en ængstelig mor og en far, der var optaget af sit arbejde og ikke var nærværende. Underbevidst lærte Henrik tidligt at klare sig ved at have en rationel og problemløsningsorienteret tilgang til livet, som skulle beskytte ham mod at føle sig sårbar og udsat. Men da han nu står over for den store livsforandring, slår hans gamle mønstre og væremåde ikke længere til, og han føler sig overvældet af bekymringer og usikkerhed. Den unge mand er bange for at blive en fjern og ufølsom far, som ham han selv har haft, og han føler sig også presset af de forventninger, hans kæreste har til ham.

Jeg hjælper Henrik med at forstå, at hans følelsesmæssige uro skyldes en indre konflikt mellem ønsket om at undgå at ligne sin far og frygten for at blive en dårlig far selv. I terapien arbejder Henrik med at bearbejde de følelsesmæssige sår og begrænsende overbevisninger, der gør ham usikker på at påtage sig rollen som kommende far. Henrik forstår, at hans far ikke selv havde en nærværende farfigur i sit liv og ikke formåede at være følelsesmæssigt til stede for sin familie. Han erkender, at det at være far også handler om at kunne vise omsorg, og han er allerede påbegyndt rejsen mod at blive mere moden end sin far ved at gå i terapi. Han mærker både sorg og optimisme, da han giver slip på at være drengen Henrik.

Jeg ledsager dernæst Henrik i at udforske de dybere lag af hans følelsesmæssige sår, der har formet hans mønstre og væremåde. I terapien opdager Henrik, at hans rationelle tilgang beskytter ham mod intens frygt og afmagt, som han før ikke havde tålmodighed til at håndtere på en omsorgsfuld måde. Henrik lærer at forstå og acceptere sine følelser af frygt, sorg og vrede, så han kan navigere i udfordringer uden at blive overvældet af sine følelser.

Til sidst giver jeg Henrik opgaver, hvor han må tage ansvar for sit følelsesmæssige velbefindende i sin hverdag og handle i overensstemmelse med sine mål og værdier. Det hjælper ham til at finde en indre styrke, som gør ham selvsikker og euforisk og bekræfter ham i, at han er klar til at møde de udfordringer og glæder, der følger med et faderskab. Henrik indser, at han ikke behøver at være perfekt som far, men bare skal være følelsesmæssigt til stede som sig selv og kærlig over for barnet, og han afslutter terapien med at kunne træde ud i voksenlivet med tillid og integritet.

Modersåret

Maria henvendte sig midt i en eksistentiel krise, præget af depressive symptomer, efter at hendes sidste barn var flyttet hjemmefra, hendes mor var blevet dødeligt syg, og hun oplevede tomhed i sit ægteskab og arbejde. Hun opsøgte mig, fordi hun var begyndt at stille spørgsmål til det hele og gerne ville have et mere meningsfuldt liv.

På trods af at hun havde valgt en mandlig terapeut, gav Maria udtryk for, at hun havde stor vrede på mænd i almindelighed, da de var årsagen til, at hun var tom og uforløst. Uden at forsvare det maskuline lyttede jeg til, hvordan hun havde måttet ofre sig for at opfylde mænds behov og nu følte sig fastlåst. Selv om Maria udtrykte vrede, kunne jeg hovedsageligt mærke en intens frygt og sorg i hendes mave og brystkasse, som var med til at tydeliggøre, at hendes ubehag ikke blot skyldtes ydre livsforhold.

Gennem samtalerne blev det klart, at Maria tidligt havde lært at være vred for at beskytte sig mod dybere frygt og sorg. I takt med at hun begyndte at give slip på sin vrede, følte hun sig snarere bange og ked af det over, at hun ikke længere kunne finde mening i sine roller som datter, mor, partner og sagsbehandler. Maria måtte finde ud af, hvem hun egentlig var uafhængigt af disse identiteter, og her viste forholdet til moren sig at være vigtigt. Moren havde lært hende, at kvinder var stærke og måtte tage sig af mændene, der ikke kunne klare sig selv. Hun fik morens accept ved at være en hjælpsom pige, der satte sig selv til side, men dermed havde hun kun værd ved at være noget for andre.

Da Maria oplevede moren som kvælende og krævende, havde hun tidligt rettet sig mod faren, der trods sine følelsesmæssige behov, gav hende mere frihed og anerkendte hende, når hun klarede sig godt. Gennem samtalerne erkendte hun, at hun havde lært at præstere og håndtere folks udfordringer rationelt, så hun både blev set som hjælpsom og dygtig. Det var smertefuldt for Maria at indse, at hendes liv dermed var baseret på at beskytte sig selv mod en dyb frygt at være værdiløs og dermed blive forladt og udslettet. Der fulgte flere uger, hvor hun oplevede en mørk periode som at dø fra sit gamle selv. Men for første gang i sit voksenliv kom hun i dybere kontakt med sig selv og begyndte at føle omsorg for sig selv.

Marias symptomer aftog gradvist, og hun fik lettere ved at være sig selv uden at skulle præstere eller blive set som hjælpsom. Nu begyndte hendes omgivelser at rose hende for hendes nærvær, hvilket hun kom til mig og var urolig over. I samtalen støttede jeg hende i at gå ind i den intense frygt, der var forbundet med at være god nok i sig selv, og jeg var fuldt til stede og beroligede hende. Hun fik kvælningsfornemmelser, da hun indså, at hun underbevidst havde lukket af for sin egen sårbarhed og kærlighed til sig selv for at beskytte sig mod smerten over, at hendes mor ikke kunne elske hende som den sårbare pige, hun var. Maria græd intenst, men så begyndte en livfuld prikken at brede sig op gennem, benene, og hun følte dyb kærlighed til sig selv. I næste samtale erkendte Maria, at hendes mor havde givet hende det, hun formåede. I kraft af at Maria selv havde været mor, kunne hun nu passe på sig selv ved at have et kærligt blik på sig selv som sårbart væsen.

Da Maria kom igen, var hendes depression forsvundet, men hun var stadig urolig og fik kraftige drømme. En nat drømte hun, at hun bed hovedet af en hvid høne og derefter fløj afsted på en stor sommerfugl. I en anden drøm havde hun samleje med en mand i sin seng for så at sætte sig i en båd, som hun styrede mod en ukendt ø. Vi nåede frem til, at drømmene afspejlede en transformation, hvor hun gav slip på sin gamle identitet og blev genfødt som den, hun virkelig var, og derfor måtte finde styrken til at stå ved sig selv i stedet for at sætte sig selv til side. Den sidste del af terapien handlede om at hjælpe hende til at træde tydeligt frem i livet som sig selv og påtage sig en mere moden og vis rolle som et helt menneske. Jeg støttede hende i at udvikle en sund egoisme og følge sit ønske om at påbegynde en uddannelse som psykoterapeut, så hun kunne hjælpe andre gennem det, hun kunne hjælpe sig selv med.

Uskyldstabet

Henrik havde i mange år været ansat på det samme kontor i et ministerium under en barsk chef, som han aldrig havde trivedes med. Han opsøgte terapi, fordi han var meget fortvivlet og følte sig deprimeret. Gennem terapien blev det klart for Henrik, at han holdt fast i jobbet, fordi han ville have sin vilje og ikke ville forlade et job på grund af en oplevelse af uretfærdighed.

Erkendelsen førte til, at Henrik ikke kunne mere og blev sygemeldt fra sit job. Men da han blev mødt med forståelse fra terapeuten, begyndte tingene for alvor at ændre sig. Det gik op for Henrik, at det var fuldstændig lige meget, om han fik sin vilje. Indsigten føltes som at dø fra et lille trodsigt barn inden i, der ville have ret. Derfor sagde Henrik selv sit job op, så han ikke skulle vende tilbage efter sin sygemelding. Han vidste ikke, hvad han nu skulle. Men det var som om, han virkelig kunne trække vejret rigtigt nu. Helt frit for første gang i sit liv. Nogensinde!